Gå til indhold

En ekstra hånd i hverdagen

Sep 07, 2018

Søndag var hun i Horserød. I dag er hun i Herstedvester. Og i morgen er det bandeafdelingen i Vestre, der får glæde af hende. Mathilde er en af de 30 erfarne fængselsbetjente fra de nye forstærkningshold.

Betjentene på forstærkningsholdene skal hjælpe på de afdelinger, hvor medarbejderne er pressede af eksempelvis negativt styrende indsatte.  Betjentene på forstærkningsholdene skal hjælpe på de afdelinger, hvor medarbejderne er pressede af eksempelvis negativt styrende indsatte.

Søndag var hun i Horserød. I dag er hun i Herstedvester. Og i morgen er det bandeafdelingen i Vestre, der får glæde af hende. Mathilde er en af de 30 erfarne fængselsbetjente fra de nye forstærkningshold.

Mathilde sidder i betjentstuen på afdeling H-I i Herstedvester, da en af de indsatte kommer ind. Han beder om en smertestillende pille. Hun finder pillerne, hvor hans navn står på, men spørger lige en af de andre betjente, om han godt må få det. Den indsatte svarer lidt kækt, at ellers ville han jo ikke have dem.

”Jaja, men det kunne jo godt være, at du lige havde fået en,” svarer hun prompte.

Selv om Mathilde er et nyt ansigt på afdelingen kan de indsatte ikke snyde hende. Med 11 år som betjent i Vestre Fængsel har hun set og hørt det meste.

Hun er en af de 30 betjente på de nye forstærkningshold, der rykker ud, når det hele bliver lidt svært på de forskellige afdelinger. Der er et hold med base i Enner Mark Fængsel, og et hold i Vestre Fængsel.

Krævende indsatte
Mathilde er sendt til Herstedvester Fængsel, navnlig fordi de har haft en meget udadreagerende indsat, som har presset betjentene på afdelingen i en grad, så deres chef har bedt om forstærkning. Den indsatte er i mellemtiden blevet overflyttet til Politigårdens Fængsel, men da der samtidig kom en anden indsat, der krævede særlig opmærksomhed, blev ansøgningen om forstærkning opretholdt.

Det er sikkerhedscheferne i områderne, der sammen med forstærkningsholdenes ledelse vurderer ansøgningerne fra fængslerne om at få hjælp fra forstærkningsholdet. Og i den her situation blev det vurderet, at der stadig var behov for hjælp fra en erfaren betjent.

Da Mathilde mødte op i Herstedvester tirsdag morgen, var det første gang, hun var her – på nær de par gange, hun har kørt en indsat herud fra Vestre Fængsel. Men hun blev taget godt imod. I porten vidste de, at hun kom, og der var en nøgle klar til hende.

”Det er rart, for det skaber tryghed for os, når folk er forberedt på, at vi kommer, og vi bliver modtaget godt,” siger Mathilde, der er på vagt som ekstra ressource fra kl. 8-20. I morgen skal hun møde op i Vestre Fængsel for at hjælpe på bandeafdelingen. I søndags var hun i Horserød, hvor de havde problemer med, at der blev kastet ting ind over hegnet til de indsatte.

Forstærkningsbetjentene er en ekstra hjælp, når der er pres på en afdeling,

På gårdtur med en særlig indsat
Formiddagen på Herstedvester går blandt andet med at være på gårdtur med en indsat, der kræver ekstra opmærksomhed. Det er første gang Mathilde er her, men hun er ikke usikker på, hvad hendes opgave er. Hendes mangeårige erfaring er en stor hjælp.

”Jeg skal måske have vist vej til gårdtursarealet, men hvis der bliver ballade med en indsat, er jeg jo ikke i tvivl om, hvad jeg skal gøre,” fortæller Mathilde, der er helt opmærksom på, at hun har en særlig rolle, når hun kommer til en fast afdeling og skal skabe overskud.

”Det gælder om at være lidt ydmyg og stikke fingeren i jorden. Vi skal jo ikke komme og redde verden,” siger hun. Hendes opgave er ikke at dække ind ved sygdom og specielle opgaver, men at hjælpe med at tage sig af specielle indsatte eller indgå i dagligdagen på afdelingen.

En særlig udfordring
Mathilde søgte jobbet som forstærkningsbetjent, fordi hun havde brug for, at der skulle ske noget andet.

”Da den her mulighed kom, syntes jeg, at det lød rigtig spændende. Både det med at hjælpe de tjenestesteder, der er kørt lidt træt, og det med at komme ud og være nogle nye steder. Og så synes jeg, at jeg har noget at bidrage med,” siger hun.

Hun er vant til stor udskiftning i jobbet på Vestre Fængsel, så det afskrækkede hende ikke, at hun som forstærkningsbetjent dagligt skulle møde nye kolleger.

De øvrige betjente på afdelingen i Herstedvester er helt trygge ved, at hun er her. Selv om de ikke kender hende. Både fordi hun giver lidt mere overskud, men også fordi hun ved, hvad hun skal gøre, hvis der sker noget uventet og en af de indsatte bliver voldsom. Indtil nu har der været stille, men det kan ændre sig i løbet af 10 sekunder.

Forstærkningsholdene er en del af den flerårsaftale, som regeringen indgik med S og DF den 28. november 2017 om en moderne og stærk kriminalforsorg.

PRESSEVAGT

presse@krfo.dk
7255 4141
+45 7255 4141

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyheder på mail