Gå til indhold
Kriminalforsorgen > Om kriminalforsorgen > Nyt og presse > Nyheder > > Bedre sikkerhed i landets fængsler

Bedre sikkerhed i landets fængsler

Maj 02, 2017

På baggrund af anbefalinger fra en taskforce, der siden januar har set på sikkerheden i fængslerne, sætter justitsministeren er række initiativer i gang.

Siden januar har en taskforce arbejdet med sikkerheden i fængslerne. Det har resulteret i 17 anbefalinger.

Taskforcen anbefaler blandt andet et pilotprojekt om bodycams (kropskameraer) til den enkelte betjent og såkaldte dashcams, der kan installeres i tjenestekøretøjer.

Taskforcen lægger også op til strengere disciplinærstraffe for vold, trusler om vold og upassende sprogbrug. Indsatte skal også i højere grad kunne overføres fra åbent til lukket fængsel.

Justitsministeren ser positivt på anbefalingerne, og hovedparten af tiltagene vil derfor blive iværksat med det samme efter den proces, som taskforcen har angivet. Enkelte forslag vil skulle uddybes nærmere i den kommende tid.

Fokus på bemandingssituationen
Kriminalforsorgen har samtidig lagt en plan for håndteringen af bemandingssituationen i fængslerne, så man så vidt muligt kan imødekomme og afhjælpe den trængte personalesituation.

Initiativerne i Kriminalforsorgens plan omfatter her og nu blandt andet overførsel af personale til de mest belastede fængsler fra andre enheder i Kriminalforsorgen, mulighed for at tidligere og pensionerede fængselsbetjente kan hentes ind samt potentialet for at uniformerede chefer, ledere, konsulenter og medarbejdere kan deltage i vagterne.

På længere sigt vil Kriminalforsorgen ansætte 140 nye fængselsbetjente i 2017 og have en skærpet opfølgning på sygefraværet.

Fakta
Kriminalforsorgen har foreløbig registreret 621 episoder vedrørende vold eller trusler mod Kriminalforsorgens ansatte i 2016, hvoraf de 202 skete i forbindelse med en magtanvendelse. Tallene dækker både episoder i og uden for fængslerne. Det er 220 episoder mere end i 2015.

Læs hele pressemeddelelsen fra Justitsministeriet.

PRESSEVAGT

presse@krfo.dk
7255 4141
+45 7255 4141

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyheder på mail