Gå til indhold
Kriminalforsorgen > Om kriminalforsorgen > Nyt og presse > Nyheder > Ny teknologi til fodlænker på vej

Ny teknologi til fodlænker på vej

Jul 14, 2017

En ny kontrakt om leverance af elektroniske fodlænker giver kriminalforsorgen et bedre overblik over alarmer og gør det muligt at indlede forsøg med GPS-overvågning

En ny kontrakt om leverance af elektroniske fodlænker giver kriminalforsorgen et bedre overblik over alarmer og gør det muligt at indlede forsøg med GPS-overvågning

Den elektroniske fodlænkeordning blev etableret som afsoningsform i 2005, og Kriminalforsorgens nuværende fodlænker er fra dengang. De har derfor mere end10 år på bagen, og er ved at være modne til udskiftning.

Kontrakten med den nuværende leverandør udløber ved årsskiftet, og derfor har Kriminalforsorgen afholdt et udbud på indkøb og drift af fodlænkeordningen.

Udbuddet er vundet af et konsortium bestående af danske Netcompany som driftsleverandør og israelske Supercom som leverandør af hard- og software. Kontrakten blev underskrevet den 10. juli 2017.

Det nye udstyr til overvågning af afsoning med fodlænke i hjemmet er baseret på den seneste generation af fodlænketeknologien. Det er brugervenligt og gør processen omkring montering/demontering mere effektiv. Det nye fodlænkesystem giver også Kriminalforsorgens medarbejdere et bedre overblik over alarmer, så det bliver lettere at afskille tekniske fejl fra alarmer, der reelt er overtrædelser af afsoningsvilkårerne.

De nye fodlænker forventes at være taget i brug i første kvartal 2018.

Forsøg med GPS fodlænker
Kontrakten giver også Kriminalforsorgen mulighed for at indkøbe udstyr til at gennemføre det forsøg med GPS-fodlænker, som der med bandepakke III er lagt op til.

Forsøget skal vise, hvor effektive GPS-fodlænker er til at sikre overholdelsen af de vilkår, der knyttes til udgang eller prøveløsladelse. Det kan for eksempel være vilkår, der bestemmer, at en indsat under udgang eller prøveløsladelse ikke må opholde sig ved kendte tilholdssteder for rockere og bandemedlemmer eller nær ved et offers bopæl og nabolag.

”Kriminalforsorgen ser med forsøgene frem til at få værdifulde erfaringer med, hvordan den seneste generation af GPS-teknologien kan sikre overholdelsen af denne type af vilkår”, siger it-direktør Lars Vinther.

PRESSEVAGT

presse@krfo.dk
7255 4141
+45 7255 4141

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyheder på mail