Gå til indhold
Kriminalforsorgen > Om kriminalforsorgen > Nyt og presse > Nyheder > Kriminalforsorgen skærper procedurer for telefonsamtaler mellem indsatte og advokater

Kriminalforsorgen skærper procedurer for telefonsamtaler mellem indsatte og advokater

Mar 18, 2022

Kriminalforsorgen er blevet opmærksom på, at der kan have været et utilstrækkeligt kendskab til regelgrundlaget for telefonsamtaler, hvorfor procedurer og retningslinjerne nu skærpes.

Indsatte i kriminalforsorgens lukkede fængsler har ret til at have telefonsamtaler med en række myndigheder og advokater, uden at disse aflyttes eller optages.

Kriminalforsorgen er imidlertid blevet opmærksom på, at der kan være tilfælde hvor personer eller myndigheder, som er omfattet af undtagelsen, hvis samtaler med de pågældende alligevel er blevet optaget.

Kriminalforsorgen har sendt en orientering til de pågældende advokater om, at eventuelle samtaler mellem dem og deres klienter beklageligvis er blevet optaget. Direktoratet for Kriminalforsorgen har på baggrund af sagen skærpet proceduren for oprettelse af opkaldsmodtagere, så det sikres, at der fremover handles i overensstemmelse med reglerne.

– Det er stærkt beklageligt, at der er sket optagelse af telefonsamtaler, som ikke skulle have været optaget. Vi tager sagen meget alvorligt, og vi har i første omgang sørget for, at alle samtaler med forsvarsadvokater fremover føres via de særlige advokattelefoner, hvor der ikke sker optagelse af samtaler. Derudover vil vi udsende nye retningslinjer for telefonsamtaler mellem indsatte og myndigheder eller advokater, og i øvrigt undersøge sagen grundigt, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Indsatte i kriminalforsorgens lukkede fængsler har mulighed for at ringe til op til ti forhåndsgodkendte personer, såfremt det er praktisk muligt. De indsatte kan ikke modtage opkald udefra – heller ikke fra de ti godkendte personer. Samtalerne bliver optaget og gemt i seks måneder og kan aflyttes uden retskendelse. Kriminalforsorgen foretager løbende stikprøvekontrol af samtaler for at afdække eventuelt misbrug af telefontilladelsen. I dette tilfælde er fejlen sket ved, at advokaterne er oprettet som én af de 10 forhåndsgodkendte personer.

Kriminalforsorgen har indtil videre identificeret 16 tilfælde, hvor der med en høj grad af sandsynlighed vurderes at være sket optagelse af samtaler mellem en indsat og dennes advokat, som ikke burde have været optaget. Kriminalforsorgen har desuden identificeret yderligere 15 tilfælde, hvor der med en vis grad af sandsynlighed vurderes at være sket optagelse.

Identificeres optagelser af samtaler mellem indsatte og personer eller myndigheder, som er omfattet af undtagelsen, vil disse blive slettet. I det omfang der identificeres rapporter, som er udfærdiget på baggrund af sådanne telefonsamtaler, vil disse også blive slettet

Kriminalforsorgens presseafdeling kan kontaktes på:
Tlf. 7255 4141

presse@krfo.dk

PRESSEVAGT

presse@krfo.dk
7255 4141
+45 7255 4141

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyheder på mail