Gå til indhold
Kriminalforsorgen > Om kriminalforsorgen > Nyt og presse > Nyheder > Kriminalforsorgen forstærker sin mentorordning

Kriminalforsorgen forstærker sin mentorordning

Aug 02, 2019

En ny række tiltag, der skal styrke og kvalitetssikre kriminalforsorgens mentorordning, er trådt i kraft den 1. august 2019. Det sker som led i udmøntningen af kriminalforsorgens flerårsaftale.

En ny række tiltag, der skal styrke og kvalitetssikre kriminalforsorgens mentorordning, er trådt i kraft den 1. august 2019. Det sker som led i udmøntningen af kriminalforsorgens flerårsaftale.

Kriminalforsorgen igangsætter nu en række nye tiltag, der skal styrke og professionalisere mentorordningen for indsatte og prøveløsladte mv. Samtidig sikres der bedre kvalitet og større ensretning i mentorarbejdet. De nye tiltag betyder bl.a., at en mentor ikke længere kun er et tilbud rettet mod unge. Fremover vil mentorordningen i udgangspunktet være for alle dømte, som har særligt brug for støtte og vejledning.

Udvælgelsen af, hvem der kan tildeles en mentor vil fremover ske ved brug af kriminalforsorgens socialfaglige vurderingsredskab, LS/RNR, så både behov og risiko for recidiv (tilbagefald til ny kriminalitet) indgår. Vurderes en person således at have mellem, høj eller meget høj risiko for recidiv, skal den pågældende tilbydes en mentor, hvis vedkommende har brug for ekstra støtte. De nye tiltag skal derved bidrage til, at det bliver mere systematisk, hvem der får tildelt en mentor.

Direktør for kriminalforsorgen Thorkild Fogde er glad for styrkelsen af mentorordningen, som han mener har stor værdi for det resocialiserende arbejde. ”Dygtige mentorer kan gøre en stor forskel for indsatte og prøveløsladte mv., som har brug for ekstra støtte. Det kan være lige det skub i den rigtige retning, som gør den afgørende forskel”.

Styrkelsen af mentorordningen indeholder bl.a. mentorkurser og en guide for mentorarbejdet. Desuden etableres der et landsdækkende digitalt mentorkartotek, som skal gøre det lettere at finde match mellem mentor og klient. Alt sammen tiltag som skal forbedre kvaliteten og udbyttet af mentorforløbene.

PRESSEVAGT

presse@krfo.dk
7255 4141
+45 7255 4141

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyheder på mail