Gå til indhold
Kriminalforsorgen > Om kriminalforsorgen > Nyt og presse > Nyheder > Dynamisk sikkerhed over for bandekriminelle styrkes i fængsler og arrester

Dynamisk sikkerhed over for bandekriminelle styrkes i fængsler og arrester

Dec 06, 2017

I alt 90 fængselsbetjente bliver en del af en styrket bemanding i fængsler og arrester, der kæmper med bandeproblemer eller har brug for en særlig indsats i en periode.

Den dynamiske sikkerhed over for bandekriminelle i fængsler og arresthuse styrkes med den nye flerårsaftale. Her er betjentelever på øvelse. Foto: Camilla Hylleberg. Den dynamiske sikkerhed over for bandekriminelle i fængsler og arresthuse styrkes med den nye flerårsaftale. Her er betjentelever på øvelse. Foto: Camilla Hylleberg.

I alt 90 fængselsbetjente bliver en del af en styrket bemanding i fængsler og arrester, der kæmper med bandeproblemer eller har brug for en særlig indsats i en periode.

Vold og trusler fra blandt andet bandemedlemmer er en udfordring i de danske fængsler og arresthuse. Derfor er der i den nye flerårsaftale øremærket 90 stillinger til indsatsen mod bander og en styrkelse af bemandingen på særlig belastede institutioner eller afdelinger, hvor der i en kortere eller længere periode er behov for et ekstra løft af sikkerheden og trygheden.

”Den dynamiske sikkerhed er helt afgørende for vores indsats ikke bare mod vold og trusler, men også mod sygefraværet,” siger straffuldbyrdelsesdirektør Lykke Sørensen, som er styregruppeformand og dermed øverste ansvarlige for projektet.

Bandebemanding
Der tilføres 40 nye betjentstillinger til de fængsler og arresthuse, der er særligt præget af problemer med bandemedlemmer.

”Bandemedlemmer volder desværre meget store problemer i mange fængsler og arresthuse. Nogle af disse problemer kan forhåbentlig imødegås med en forstærket bemanding,” siger Lykke Sørensen og forklarer, at fordelingen af de 40 ekstra stillinger vil ske ud fra en risikobaseret tilgang, hvor Kriminalforsorgen både vil se på den nuværende bemanding og på niveauet af fysisk sikkerhed i de berørte institutioner.

Forstærkningshold
Herudover oprettes der to forstærkningshold med i alt 30 betjente, som skal kunne rykke hurtigt ud, hvor der er akut brug for det. Det kan enten være, fordi der er behov for styrket sikkerhed, eller det kan være i institutioner, hvor der på grund af højt sygefravær eller andre problemer i en periode er behov for en forstærket bemanding.

I praksis vil der blive oprettet to forstærkningshold – et i Øst- og et i Vestdanmark – der hvert vil bestå af 15 betjente.

”Jeg er glad for, at vi med flerårsaftalen kan styrke bemandingen og få et fleksibelt korps af betjente, der kan bistå de institutioner, der har brug for ekstra hjælp i kortere eller længere perioder,” siger Lykke Sørensen.

Sektionering
Endelig tilføres der 20 stillinger, som skal understøtte en øget brug af sektionering i fængsler og arresthuse. Især i de ældre af Kriminalforsorgens bygninger, der huser vanskelige indsatte, er der behov for yderligere opdelinger af de indsatte i mindre grupper, hvilket kræver flere bygningsmæssige adskillelser og mere mandskab til at drive institutionerne med flere og mindre enheder.

De tre initiativer tilsammen giver i alt 90 nye betjentstillinger, som indfases over de kommende fire år.

PRESSEVAGT

presse@krfo.dk
7255 4141
+45 7255 4141

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyheder på mail