Gå til indhold

Disciplinærstraf

En tremmedør åbnes. Man ser ikke et ansigt, kun en arm i en blå skjorte.

Når man afsoner en straf eller er varetægtsfængslet i kriminalforsorgen i Danmark, er der mange ordens- og sikkerhedsmæssige regler, der skal overholdes. Hvis man bryder reglerne, risikerer man at få en disciplinærstraf.

Obs. Nedenstående disciplinærstraffesystem træder i kraft den 4. september 2023. 

Disciplinærstraffesystemet indeholder syv disciplinærstraffe og en såkaldt ”konsekvensordning”. Konsekvensordningen betyder, at man for hver tredje gang reglerne brydes, får en hårdere disciplinærstraf.

  • Advarsel
  • Bøde (op til 846,30kr i 2023-satser)
  • Strafcelle (som udgangspunkt max 14 dage)
  • Midlertidigt udgangsforbud (max 12 uger)
  • Midlertidig begrænsning af retten til besøg (max 12 uger)
  • Midlertidig begrænsning af retten til brevveksling (max 12 uger)
  • Midlertidig begrænsning af retten til telefoni (max 12 uger)

Hvis indsatte bryder institutionens regler, kan det således påvirke kontakten med pårørende. Det er dog vigtigt at vide, at begrænsning af retten til besøg, brevveksling og telefoni IKKE gælder for nærtstående pårørende.

Nærtstående forstås som ægtefælle eller samlever, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem der er sådan tilknytning, at denne kan sidestilles med de nævnte familiebånd (Udgangsvejledningen, kapitel 16, 63).