Gå til indhold

Personoplysninger

I forbindelse med løsningen af vores opgaver behandler kriminalforsorgen oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger).

Kriminalforsorgen har til opgave at fyldbyrde straf og dermed medvirke til at begrænse kriminalitet.  Den nærmere regulering af kriminalforsorgens opgaver følger bl.a. af straffuldbyrdelsesloven og retsplejeloven. Som led i varetagelsen af disse opgaver, behandler vi personoplysninger om dig, der er dømt, varetægtsfængslet eller sigtet. Vi behandler i den forbindelse også oplysninger om dig, som er pårørende, besøgende eller eksempelvis advokat.

Kriminalforsorgen består af et Direktorat for Kriminalforsorgen og fire områdekontorer: Kriminalforsorgen Midt- og Nordjylland, Kriminalforsorgen Syddanmark, Kriminalforsorgen Hovedstaden og Kriminalforsorgen Sjælland. Kriminalforsorgen er dataansvarlig for den behandling af personoplysninger, der sker i både direktoratet og områdekontorerne.

Hvornår må vi behandle oplysninger om dig?

Kriminalforsorgen kan i overensstemmelse med (lov nr. 410 af 27. april 2017 om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger (retshåndhævelsesloven) lovligt behandle oplysninger om dig, når det er nødvendigt for at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger. Vi må desuden behandle oplysninger om dig, når det er nødvendigt for at fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.

Kriminalforsorgen kan desuden i overensstemmelse med reglerne i (EU’s databeskyttelsesforordning 2016/679 (databeskyttelsesforordningen) og lov om supplerende bestemmelser til databeskyttelsesforordningen (databeskyttelsesloven) lovligt behandle oplysninger om dig, når det er nødvendigt for at overholde en retlig forpligtelse, der påhviler os, eller er nødvendigt for at udføre en opgave i samfundets interesse.

Efter reglerne i EU’s databeskyttelsesforordning og databeskyttelsesloven kan vi bl.a. behandle oplysninger om dig, når du indgiver anmodning om aktindsigt, ansøger om erstatning, klager over kriminalforsorgen eller i anden sammenhæng søger vores bistand.

Fælles for både retshåndhævelsesloven, EU’s databeskyttelsesforordning og databeskyttelsesloven er, at kriminalforsorgen kun må behandle særlige kategorier af oplysninger (følsomme personoplysninger) – dvs. oplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssigt tilhørsforhold, genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering – når særlige betingelser er opfyldt. For dig, der er dømt, varetægtsfængslet eller sigtet, betyder det, at kriminalforsorgen kun må behandle denne type oplysninger, når det er strengt nødvendigt af hensyn til formålene nævnt ovenfor.

Videregivelse af dine oplysninger

Kriminalforsorgen deler personoplysninger med andre myndigheder, for eksempel politiet, anklagemyndigheden, kommuner eller et misbrugsbehandlingscenter, når det er nødvendigt for kriminalforsorgens opgavevaretagelse, eller hvis det fremgår af lovgivningen, at vi skal dele oplysningerne.

I visse tilfælde videregiver vi personoplysninger til lande uden for EU og internationale organisationer. Det gælder navnlig, når vi behandler personoplysninger om udenlandske statsborgere eller borgere, som ikke har bopæl i Danmark. Det kan for eksempel ske til myndigheder i andre lande og internationale organisationer som led i udvisning, overførsel til afsoning af straf i hjemlandet, ved prøveløsladelse eller i forbindelse med tilsyn.

Dine rettigheder

Retshåndhævelsesloven, databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven giver dig (den registrerede) en række rettigheder. Dine rettigheder fremgår af retshåndhævelseslovens kapitel 4-7 og 22 samt databeskyttelsesforordningens kapitel 3 og databeskyttelseslovens kapitel 6.

Underretning om, at dine oplysninger behandles

Du har i en række tilfælde ret til at blive underrettet om, at kriminalforsorgen behandler oplysninger om dig. Hvis det er nødvendigt for, at du kan varetage dine interesser, skal vi bl.a. give dig meddelelse om:

  • Retsgrundlaget for og formålet med behandlingen af oplysninger om dig
  • Det tidsrum, hvor oplysningerne behandles, eller hvis dette ikke er muligt, de kriterier, der anvendes til at fastlægge, hvor længe oplysningerne opbevares
  • Kategorier af modtagere af oplysningerne

Vores pligt til at give dig ovenstående oplysninger kan udsættes, begrænses eller undlades, hvis din interesse i at få oplysningerne bør vige for hensynet til offentlige eller private interesser.

Indsigt i hvilke oplysninger, kriminalforsorgen behandler

Du kan anmode om indsigt i oplysninger, som kriminalforsorgen behandler om dig, og du har i den forbindelse som udgangspunkt ret til at få bekræftet, om vi behandler oplysninger om dig.

Hvis vi behandler oplysninger om dig, skal vi som udgangspunkt give dig adgang til oplysningerne og en meddelelse om:

  • Formålene med og retsgrundlaget for behandlingen
  • Kategorier af personoplysninger, og hvis muligt oplysninger om hvorfra de stammer
  • Modtagerne af oplysningerne
  • Hvor længe oplysningerne vil blive opbevaret, eller hvis dette ikke er muligt, de kriterier, der anvendes til at fastlægge, hvor længe oplysningerne opbevares
  • Din ret til at anmode kriminalforsorgen om berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller begrænsning af behandlingen af oplysninger om dig

Kriminalforsorgen kan give afslag på din anmodning om indsigt i oplysninger, hvis din interesse i at få kendskab til oplysningerne bør vige for hensynet til private eller offentlige interesser. Vi kan også træffe afgørelse om, at retten til indsigt udsættes eller begrænses. Det gælder også for retten til at gøre indsigelse mod en behandling.

Du har krav på en skriftlig afgørelse, hvis du får afslag på din anmodning om indsigt. Du har også krav på en skriftlig afgørelse, hvis din anmodning om berigtigelse, sletning eller begrænsning af behandling af oplysninger afslås. Vi skal som udgangspunkt give dig en begrundelse for afslaget. Der kan dog være tilfælde, hvor kriminalforsorgen ikke kan meddele, om der behandles oplysninger om dig.

Indsigelse

Du har ret til at gøre indsigelse mod kriminalforsorgens behandling af oplysninger om dig og i den forbindelse anmode om, at oplysningerne bliver slettet, berigtiget eller begrænset.

Kontaktoplysninger

Hvis du ønsker at gøre brug af dine rettigheder, kan du kontakte:

Direktoratet for Kriminalforsorgen
Strandgade 100
1401 København K.
Att. Center for Straffuldbyrdelse

Du kan også sende din henvendelse til csf@krfo.dk eller via din digitale postkasse på www.borger.dk. Under modtagere vælger du Kriminalforsorgen/Direktoratet for Kriminalforsorgen/Center for Straffuldbyrdelse.

Fremsendelse af almindelig e-mail sker ikke krypteret. Kriminalforsorgen beder derfor om, at du bruger almindelig post, hvis du vil sende oplysninger, som bør beskyttes, fx oplysninger om strafbare forhold, og hvis du ikke har mulighed for at sende og modtage sikker digital post.

Henvendelser besvares ikke på e-mail, hvis svaret indeholder fortrolige oplysninger, og hvis du ikke kan modtage sikker digital post.

Dine rettigheder som medarbejder

Som nuværende eller tidligere medarbejder hos kriminalforsorgen har du også en række rettigheder, der fremgår af henholdsvis databeskyttelsesforordningens kapitel 3 og databeskyttelsesloven kapitel 6. Du har i den forbindelse bl.a. ret til at anmode om indsigt i hvilke oplysninger, kriminalforsorgen behandler om dig.

Hvis du vil anmode om indsigt i dine medarbejderoplysninger, kan du kontakte:

Direktoratet for Kriminalforsorgen
Strandgade 100
1401 København K.
Att. Center for HR og Uddannelse

Du kan også sende din henvendelse til chu@krfo.dk eller via din digitale postkasse på www.borger.dk. Under modtagere vælger du Kriminalforsorgen/Direktoratet for Kriminalforsorgen/Center for HR og Uddannelse.

Fremsendelse af almindelig e-mail sker ikke krypteret. Kriminalforsorgen beder derfor om, at du bruger almindelig post, hvis du vil sende oplysninger, som bør beskyttes, fx oplysninger om strafbare forhold, og hvis du ikke har mulighed for at sende og modtage sikker digital post.

Henvendelser besvares ikke på e-mail, hvis svaret indeholder fortrolige oplysninger, og hvis du ikke kan modtage sikker digital post.

Hvis du vil klage

Du kan klage til Datatilsynet over kriminalforsorgens afgørelser, og du kan bede Datatilsynet kontrollere, om behandlingen af oplysninger er lovlig.

Datatilsynet er den uafhængige statslige myndighed, som fører tilsyn med retshåndhævelsesloven, EU’s databeskyttelsesforordning og databeskyttelsesloven. Datatilsynet har bl.a. til opgave at vejlede og rådgive myndighederne i behandling af personoplysninger. Datatilsynet behandler også klager over myndigheders behandling af personoplysninger. Du kan også lade Datatilsynet udøve dine rettigheder, hvis kriminalforsorgen har truffet afgørelse om undladelse, udsættelse, begrænsning eller nægtelse af dine rettigheder efter kapitel 4-6 i retshåndhævelsesloven.

Datatilsynet kan kontaktes på e-mail: dt@datatilsynet.dk. Datatilsynets adresse er: Borgergade 28, 5., 1300 København K.

Du kan læse mere om mulighederne for at klage på Datatilsynets hjemmeside.

Kontakt databeskyttelsesrådgiveren

Kriminalforsorgen har udpeget en databeskyttelsesrådgiver for behandling af personoplysninger, der foretages i kriminalforsorgen.

Databeskyttelsesrådgiveren har til opgave at vejlede kriminalforsorgen om lovlig behandling af personoplysninger og efterse, at kriminalforsorgen overholder reglerne for databeskyttelse.

Databeskyttelsesrådgiveren kan også oplyse dig nærmere om reglerne for databeskyttelse og vejlede dig om dine rettigheder i forhold til kriminalforsorgens behandling af dine personoplysninger.

Du kan læse mere om databeskyttelsesrådgiverens opgaver i retshåndhævelseslovens § 31 og i databeskyttelsesforordningens artikel 39.

Henvendelser til databeskyttelsesrådgiveren hos kriminalforsorgen kan sendes til:

Databeskyttelsesrådgiver Astrid Gade Lehmann
Direktoratet for Kriminalforsorgen
Strandgade 100
1401 København K

Du kan også sende din henvendelse til dpo@krfo.dk eller via din digitale postkasse på www.borger.dk. Under modtagere vælger du Kriminalforsorgen/Direktoratet for Kriminalforsorgen/Databeskyttelsesrådgiveren.

Fremsendelse af almindelig e-mail sker ikke krypteret. Kriminalforsorgen beder derfor om, at du bruger almindelig post, hvis du vil sende oplysninger, som bør beskyttes, fx oplysninger om strafbare forhold, og hvis du ikke har mulighed for at sende og modtage sikker digital post.

Henvendelser besvares ikke på e-mail, hvis svaret indeholder fortrolige oplysninger, og hvis du ikke kan modtage sikker digital post.