Gå til indhold
Kriminalforsorgen > Karriere > Jobområder > Ledelse og administration

Ledelse og administration

I kriminalforsorgen beskæftiger vi mange med akademiske og administrative uddannelser. Det gælder i ledelsen og driften af de mange institutionstyper, i vores sikkerhedsarbejde og i evaluering og dokumentation af vores indsats.

Ledelse

Vores ledere spænder over mange faggrupper, hvor vi blandt andet har fængselsbetjent-uddannede, socialrådgivere og AC’ere ansat i lederstillinger. I vores institutioner har vi tre typer af lederstillinger: Institutionschef, enhedschef og enhedsleder. I områdekontorerne har vi områdechefer og områdedirektører. I Direktoratet har vi enhedsledere, fagchefer og centerdirektører.

Akademiske stillinger

Vi har kolleger fra mange forskellige akademiske uddannelser, men den største gruppe er jurister. De juridiske fuldmægtige ansættes gennem to halvårlige rekrutteringsrunder, som departementet for Justitsministeriet står for. Justitsministeriet ansætter fuldmægtige til hele området for at sikre den bedst mulige rekruttering.

Mange andre akademiske områder er repræsenteret i vores medarbejderstab, bl.a. inden for it og sikkerhed, økonomi, HR og resocialiseringsområdet.

Administration

Vores administrative medarbejdere er især ansat i de fire områdekontorer samt i Direktoratet for Kriminalforsorgen. De bidrager her til administrationen under vores forskellige fagkontorer.