Kriminalforsorgen normaliserer tilsyn, afvikling af samfundstjeneste og fodlænkeafsoning
Maj 28, 2020
Fysiske tilsynsmøder i Kriminalforsorgen i Frihed og Ungekriminalforsorgen, iværksættelse af samfundstjeneste og indkaldelse til afsoning med fodlænke genoptages.
Fysiske tilsynsmøder i Kriminalforsorgen i Frihed og Ungekriminalforsorgen, iværksættelse af samfundstjeneste og indkaldelse til afsoning med fodlænke genoptages.
Kriminalforsorgen normaliserer frem mod midten af juni driften i Kriminalforsorgen i Frihed (KiF-afdelingerne), herunder fodlænkeafdelingerne, og i Ungekriminalforsorgen. Normaliseringen vil blive gennemført kontrolleret og baseret på anbefalinger fra sundhedsmyndighederne.
Normaliseringen i Kriminalforsorgen i Frihed betyder blandt andet, at fysiske tilsynsmøder med kriminalforsorgens klienter genoptages, at der kan iværksættes og afvikles samfundstjeneste, samt at nye dømte vil blive indkaldt til afsoning med fodlænke.
Derudover igangsætter Ungekriminalforsorgen fysiske tilsyn og kontrolbesøg.
Normaliseringen sker i det omfang, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt og under hensyntagen til de almindelige anbefalinger fra sundhedsmyndighederne. Alle aktiviteter, hvor fysisk tilstedeværelse ikke er påkrævet, afvikles således fortsat på anden vis.
Udviklingen følges tæt
Normaliseringen afhænger af udviklingen i smittetilfælde med COVID-19. Konstateres der tegn på smitteudbrud med COVID-19 i en institution, vil kriminalforsorgen iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at håndtere situationen og imødegå videre spredning i og uden for kriminalforsorgen. Dele af normaliseringen kan således rulles tilbage, hvis det vurderes at være nødvendigt.
”Kriminalforsorgen i Frihed og Ungekriminalforsorgen har været aktive under COVID-19 krisen. Men det er en betydelig styrkelse af indsatsen, at vi nu igen kan gennemføre fysiske møder med klienterne. Vores medarbejdere har ydet en ekstraordinær indsats for at holde hjulene i gang i en svær tid, og mange ser frem til nu også at kunne løse opgaverne fuldt ud. Men det er fortsat vigtigt, at vi sammen sørger for, at det sker under hensyn til de sundhedsfaglige anbefalinger – også når vores medarbejdere er ude i folks private hjem,” siger fg. direktør i kriminalforsorgen Lykke Sørensen.
Læs her om normalisering i kriminalforsorgens pensioner.